Fra og med fiskesæsonen 2022 ændres fiskesæsonen ved Holme Å, så den svarer til Laksevand A sæsonen, nemlig 16. april - 31. oktober.
I efteråret 2021 blev stemmeværket ved Puglund fjernet, så Holme Å's gamle å løb fra tiden før Karlsgårdeværket igen lægger bredder til åens vand. Så allerede nu kan laks igen vandre op i åen, og inden længe når de sidste spærringer op gennem åen bliver fjernet, vil Holme Å igen være laksevand. Derfor har Starup Fiskeriforening besluttet at rette fiskesæsonen til efter dette allerede nu.
Se video fra fjernelsen af stemmeværket.
Desuden er der fra og med 2022 kommet et lille stykke fiskevand til. Det er i Starup by på nordsiden af åen og vises her på et udsnit af kortet.