Fredag den 5. maj 2006.
Jeg kørte lige et smut til Utoft, for jeg havde lige en god times tid, inden andre aftaler pressede sig på. Fremme ved Utoft var der frisk østenvind og ingen overfladeaktivitet, så jeg valgte at gå nedstrøms med vådflue. Jeg havde fanget et par regnbuer, da jeg kom til et sving med et stort hul ved indersiden af svinget. Den sorte nymfe landede lige før hullet, og mens den blev hvirvlet ned i dybet, så jeg bølgen fra den store fisk. Den kom langsomt ud fra sit skjul under brinken og tog fluen med et tungt træk. Da jeg løftede stangen til modhug, blev jeg lidt overrasket, hvor stor denne fisk måtte være.
Efter et par minutter med fuldt pres på fisken, kom den til overfladen, hvor det lykkedes mig at tage et ikke alt for godt billede af fisken. Jeg gav fisken et par minutter mere, inden jeg kunne manøvrere den ind på lavt vand. Jeg betragtede fisken i nogle lange sekunder, inden jeg lirkede fluen ud med stangspidsen. Langsomt gled fisken tilbage mod det dybe vand og forsvandt med et enkelt slag fra halen.
Da jeg ikke havde fisken på land, har jeg ikke præcise mål på den, men jeg er overbevist om, at det er den største bækørred, jeg har fanget. Den var ikke under 60 cm.

Det var en stor oplevelse at have så stor en bækørred på krogen, og hvis I kan finde den, så er den altså derude endnu. Fluen var som sagt en sort nymfe med kuglehoved, sort sæluld som krop og sølvtinsel.
Lars Pedersen.