2. juledag - tanker ved en å-bred

26. december 2019 af Lars Pedersen, formand

Selv på en grå vinterformiddag kan man uden sin fiskestang i hånden stå ved en å-bred og falde i staver. En mangfoldighed af tanker vælter over hinanden i bestræbelserne på at få overtaget og komme til orde i mit hoved. Bl.a. mindet om den fine sommeraften på samme sted, hvor jeg med fiskestangen i hånden sad og glædede mig over livet i al almindelighed og en å-dal med insekter, fisk og fugle i særdeleshed. Tankerækken blev dog brudt, da 3 skarver lettede fra åen længere nedstrøms. Jeg fulgte deres flugt rundt i horisonten og udsigten blev efterhånden overtaget af dambruget ved Utoft, jo længere øst på fuglene fløj.

Grindsted Å ved Utoft

Nu fik de mere dystre tanker hurtigt overtaget. Hvis vi havde en rig natur med mange vilde fisk, kunne vi nok leve med et par skarver i ny og næ. Men så længe en øjenbæ som Utoft Dambrug ligger som en blodprop i åen og spærrer for vandrefiskenes muligheder for at sikre den næste generation, så er selv én skarv en udfordring for de fisk, der trods alt formår at overleve menneskers ødelæggelser af deres livsgrundlag.

Utoft Dambrug - en øjenbæ

I århundreder har vi mennesker udnyttet åen til egen fordel. Engvandingsanlæg, udretninger, spærringer og massive forureninger har gjort det svært for vores medskabninger at overleve i samme grad, som vi mennesker. Alt som beskrevet kender vi, der interesserer os for naturen langs vores å-dale kun alt for godt.  I tidligere tider var disse tiltag med til at bygge det samfund, vi kender i dag. Vi kalder det vel mest for velfærdssamfundet, hvad det sammenlignet med fortiden også er.
Men i dag kender vi langt bedre de mekanismer og samspil, der råder i naturen og teknologiske fremskridt gør det i dag muligt at leve i et samfund, hvor foretagender som Utoft Dambrug ikke bør forefindes. Recirkulerede anlæg til fiskeopdræt kan producere mad under kontrollerede forhold, marker kan overvåges og gødes, så det meste bliver brugt af planterne med langt mindre kvælstofudledning til følge og vindkraft og solceller har afløst brugen af fossile brændstoffer og vandkraftværker. Blot for at nævne et par ting, der åbner muligheden for en mangfoldig natur, samtidig med at vi har et velfærdssamfund. Det er i dag ikke modsætninger, men fornyede eller genopdagede samspil.

Gydebanke i Grindsted Å

Her ved å-bredden synes denne udvikling at gå alt for langsomt, men hvad skal der så til? Kun vi mennesker kan igen rette op på de forhold, der skal til, for at vi også i fremtiden kan opleve sommeraftener, som den jeg tidligere tænkte tilbage på. Den enkelte er kun en lille brik i hele puslespillet, men sammen udgør vi i GSF dog en lidt større flade i dette puslespil, og hvis vi kunne få endnu flere til at trække i samme retning, vil vores aftryk være tilsvarende større. Hvordan får vi motiveret og tiltrukket de mange, jeg tror, går og pusler med de samme tanker? Jeg mener ikke vores arbejde kun kommer lystfiskere, der vil fange en fisk til gode, men det gør også, at alle der færdes langs vandløb, å-dale og i andre natursammenhænge får oplevelser, der kan bruges til at få en dagligdag til at fungere.

Tjahhh, det var bare sådan nogle tanker som en å, nogle gydebanker og et par få skarver kan få til at køre rundt i hovedet på en på en grå vinterdag, der nu langsomt lakker mod aften.